

Fordi Aalborg Kommune skal udvikles med omtanke – til gavn for alle!
Aalborg Kommune er i rivende udvikling. Det er godt fordi vi skal være en kommune i vækst til gavn for alle borgere. Men vækst skal ske med omtanke. Vi skal sikre, at nye boligområder er blandede, at børnefamilier har en hverdag, der hænger sammen, og at vi fastholder og tiltrækker virksomheder, der skaber arbejdspladser i hele kommunen.
Jeg mener, at balanceret byudvikling handler om mere end byggeri – det handler om livskvalitet. Om grønne åndehuller, blandede boligtyper og lokal erhvervsvækst. Det kræver politiske valg, og de valg vil jeg gerne tage ansvar for.
Boliger, alle har råd til
Et hjem skal ikke være forbeholdt de få – det skal være for os alle!
I Aalborg Kommune skal man kunne finde en bolig, uanset om man er ung, ældre, studerende eller en børnefamilie. Sådan er det ikke alle steder i landet. I København og Aarhus er priserne stukket helt af, men vi skal sikre, at Aalborg Kommune bliver ved med at være en by, hvor almindelige mennesker kan bo.
Jeg mener, vi har brug for en ny boligpolitik. Én politik der gør det klart, at vi bygger både ejerboliger, almene boliger og seniorvenlige hjem – og at vi gør det i hele kommunen. Samtidig skal vi tænke bæredygtigt: Når vi bygger nyt, skal det være grønt, og med lavt klimaaftryk og der skal være adgang til rekreative områder. Gode boliger og god natur skal følges ad.
Derfor foreslår jeg:
- At Aalborg Kommune vedtager en ny boligpolitik, der sikrer blandede boligområder med ejer-, leje-, almene- og seniorvenlige boliger – både i kommunens store og mindre byer.
- At vi prioriterer grønne byggeløsninger og adgang til natur i udviklingen af nye boligområder, og det skal vi indtænke allerede i lokalplanerne.
Få dit barn passet tæt på dig
Fordi hverdagen skal hænge sammen for børnefamilier!
Alt for mange børnefamilier jonglerer med transport mellem hjem, institution og arbejde. Jeg mener, at det skal være lettere at få hverdagen til at hænge sammen som børnefamilie. Børn skal kunne passes tæt på hjemmet eller forældrenes arbejdsplads – og det kræver politisk vilje!
Vi skal sammentænke pasning og byudvikling. Jeg vil kæmpe for, at der bliver bygget flere integrerede daginstitutioner, hvor vuggestuer og børnehave ligger samlet. Det giver ro, nærhed og overskuelighed i en travl hverdag. De skal placeres i trygge, grønne omgivelser, med adgang til natur og gode udearealer. Det skaber både trivsel og læring hos børnene – og ro i maven hos forældrene.
Derfor foreslår jeg:
- At Aalborg Kommune bygger integrerede daginstitutioner som en fast del af nye boligområder.
- At Aalborg Kommune inddeles i mindre pasningsgaranti områder, fx fire geografiske zoner – så børnefamilier i højere grad får pasningstilbud tæt på hjemmet.
Bedre vilkår for Aalborg Kommunens erhvervsliv
Vi skal være kendt som kommunen, der vil erhvervslivet og handler derefter!
Et stærkt og varieret erhvervsliv skaber arbejdspladser, velfærd og udvikling i hele Aalborg Kommune. Men vi er i konkurrence med andre kommuner – og derfor skal vi være hurtige, tilgængelige og tydelige i vores samarbejde med virksomheder i kommunen, eller dem som ønsker at placere sig her. Det er med til at skabe flere arbejdspladser for aalborgenserne!
Jeg mener, at vi som kommune skal gøre det nemt at vælge Aalborg Kommune til. Det betyder hurtig sagsbehandling, tydelige lokalplaner og god infrastruktur omkring erhvervsarealer – både i midtbyen og i oplandet. Og så handler det om kultur: Virksomheder skal mødes som medspillere i udvikling af kommunen, ikke modparter. Det skal selvfølgelig også gælde for dig som borger!
En erhvervskultur med åbne døre
Aalborg skal være kendt som en kommune, hvor virksomheder bliver mødt med åbenhed og hjælpsomhed. Det kræver politisk vilje og klare prioriteringer.
Hurtig og effektiv sagsbehandling
Virksomheder skal ikke vente flere måneder på at få byggetilladelser eller ændringer i lokalplaner. Vi skal nedbringe ventetiden markant og sikre, at der er klare processer og god dialog.
Plads til virksomheder i hele kommunen
Vi skal sikre attraktive erhvervsarealer i både Aalborg og oplandet, så virksomheder har mulighed for at etablere sig, vokse – og blive i kommunen.
Derfor foreslår jeg:
- At Aalborg Kommune gennemfører en erhvervspolitik, hvor vi sikrer hurtigere og bedre myndigheds- og sagsbehandling, attraktive erhvervsarealer og tættere samarbejde med virksomheder, der blandt andet bidrager til den grønne omstilling.